Min datter Alma er ni år og går til springgymnastik i vores lokale forening. Det har hun gjort, siden hun var fem, og hvert forår sker det samme: Jeg står på badeværelset klokken syv om morgenen med en dåse hårspray i den ene hånd og en fintandet kam i den anden, mens Alma sidder på en skammel foran mig og klynker, fordi knolden strammer. Det er opvisningsdag. Og selvom jeg hvert eneste år lover mig selv, at vi denne gang skal være i god tid, ender jeg alligevel med glimmer på albuerne og hjertebanken på parkeringspladsen.

Dragten ligger klar aftenen før

Hvis du også er gymnastikforælder, kender du ritualet. Dragten bliver lagt frem på skrivebordsstolen aftenen før sammen med de hvide strømper, der på mystisk vis altid mangler den ene. I år havde holdet fået nye dragter, mørkeblå med sølvtråd, og Alma var så stolt, at hun helst ville sove med sin på. Klokken ni om aftenen fandt jeg hende foran spejlet, hvor hun øvede armbevægelserne til første serie med tungen ude af mundvigen. Jeg sagde ikke noget. Jeg blev bare stående i døråbningen og kiggede lidt for længe.

Tasken pakker jeg, som skulle vi på ekspedition. Ekstra elastikker, hårnåle, plaster, en banan, to müslibarer og sikkerhedsnåle, fordi man aldrig ved. Én gang stod jeg i en hal i nabobyen uden reserveelastik, mens en knold langsomt gik i opløsning fem minutter før indmarch. Den fejl begår jeg aldrig igen.

Knold, vand og små protester

Selve frisuren er en videnskab. Instruktøren sender hvert år en besked om, at knolden skal sidde højt og stramt, at intet pjusk må stikke ud, og at glimmerspray er tilladt i moderate mængder. Moderate mængder. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på den formulering, men vedkommende har aldrig stået med en niårig, der selv administrerer dåsen. Vores badeværelse lignede bagefter et diskotek, der var eksploderet.

Alma siger av, før jeg overhovedet har rørt hende med kammen. Sådan har det været siden børnehaven. Jeg reder, vander, snor og strammer, hun protesterer i et jævnt leje, radioavisen kører i baggrunden, og hendes lillebror sidder i køkkenet og spiser havregryn med sit eget fuldstændig uberørte morgenhår. Da knolden endelig sidder, drejer hun hovedet fra side til side foran spejlet og smiler. Så er det hele værd.

Hallen dufter af kaffe og nervøsitet

Vi ankommer en time før. Parkeringspladsen er allerede fyldt, og i forhallen sælger frivillige i gule veste kaffe i papkrus og hjemmebagt kage i klodsede, generøse stykker. Der lugter af harpiks og gulvvoks og en anelse af sved. Det er en duft, jeg er kommet til at holde af, og jeg ved godt, hvor mærkeligt det lyder.

Tidligere hang dagens program som krøllede A4-ark på døren ind til omklædningen, og vi forældre stod i klump og fotograferede dem med vores telefoner. I år var der kommet en infoskærm i gymnastikforeningen, hvor programmet rullede hen over skærmen sammen med holdenes rækkefølge og en velkomst til publikum. Jeg vidste præcis, hvornår Almas hold skulle på, og hvor lang pausen var. Det lyder måske som en lille ting. Det var det ikke, da jeg skulle nå både kaffekøen og en god plads på anden række.

Øjeblikket, hvor de løber ind

Så dæmpes lyset, musikken starter, og holdene løber ind til faneindmarch. Jeg får en klump i halsen allerede der, og det er ikke engang Almas hold endnu. Da det bliver deres tur, sker det, jeg venter på hele året: Alma scanner tilskuerrækkerne, finder mig og vinker helt diskret med tre fingre, som vi har aftalt. Jeg vinker tilbage med tre fingre. Manden ved siden af mig kigger undrende. Det kan jeg sagtens leve med.

De stiller op. Musikken sætter i gang, og min datter, som derhjemme ikke kan finde sine egne sko, rammer hver eneste bevægelse. I efteråret turde hun ikke springe salto fra minitrampolinen uden en instruktørhånd på ryggen. Nu flyver hun gennem luften med en sikkerhed, jeg ikke anede, hun havde. Jeg sidder på en hård plastikstol og tudbrøler så diskret, jeg kan, bag den telefon, jeg filmer med, selvom min mand filmer nøjagtig det samme tre pladser væk.

Alt det, kontingentet ikke dækker

Det, der rører mig mest, er faktisk ikke serierne. Det er alt det udenom. Instruktørerne er unge mennesker på sytten-atten år, der frivilligt bruger to aftener om ugen på at lære andres børn at turde noget. Kagebordet er bagt af forældre, jeg mest kender som Idas mor og Villads’ far. Formanden går rundt med gaffatape i baglommen og ordner alt fra løse ledninger til en grædende pusling, der har tabt sin sut.

I pausen fik jeg en snak med ham om netop skærmen i forhallen. Den kører på et dansk system fra klubklar.dk, der selv henter træningstider og holdplaner fra foreningens medlemssystem, og han var mest af alt lettet over at slippe for at printe sedler og hænge dem op. Jeg var mest glad for, at han så havde tid til at stå ved kagebordet i stedet. Der er så meget usynligt arbejde i en forening, og man opdager det først, når det mangler.

På vej hjem falder Alma i søvn på bagsædet med medaljen om halsen. Alle børn får en, og det har nogen sikkert en holdning til, men jeg så min datter tage imod sin med et ansigt, der lyste hele vejen op til hårkanten. Så er den diskussion afgjort for mit vedkommende.

Derhjemme ligger dragten nu til vask sammen med to håndklæder, der glimter, og i morgen skal knolden redes ud med balsam og tålmodighed. Der går et år, før vi skal det hele igen. Hårsprayen klokken syv, sommerfuglene i maven, klumpen i halsen på anden række. Jeg glæder mig allerede.